EstateCanaria - Dansk Ejendomsmægler - Gran Canaria

 

 

Solen.dk

 

Canario.dk

 

Kanarieøernes historie

De Canariske Øer fra Oldtiden til i dag

Nogle få - og tilsyneladende meget få - søfarere nåede De Canariske Øer i oldtiden. Øerne ligger i Atlanterhavet, hvor meget få søfarere vovede at tage hen. Dertil kommer, at den havstrøm, der kaldes" Canaria Strømmen" flyder i en sydvestlig retning, før den drejer mod vest for at feje det uforsigtige skib af sted mod Caribien.

Århundreder senere, ville Europæerne anvende denne strøm som en magtfuld hjælp til at krydse havet, for at nå til Amerika.

(Christopher Columbus lagde til ved Gran Canaria og La Gomera, og satte sejl fra denne ø, under hans opdagelsesrejse i 1492. Canarie øerne var det sidste land der blev set af spanierne, før de landede på øen Guanhani - San Salvador - den 12. oktober 1492; og det var Canarisk vand og madvarer, der forsynede "Pinta", "Niña" og "Santa Maria").

Disse få Fønikiere, Grækere og Romere, som nåede frem til øerne og klarede at vende hjem og fortælle deres historie, dækkede Canarie øerne i en sky af trolddom og sagn. I århundreder, selv efter den spanske erobring af øerne, troede man, at øerne var den alleryderste spids af det tabte kontinent, Atlantis, som Plato skrev om.

Andre sammenlignede dem med de Himmelske marker, hjem for de velsignede, som ikke kendte til kulde eller smerter, og andre identificerede dem med Hesperiske haver (vestlige haver), et paradis, hvor guldæbler voksede, bevogtede af et gigantisk flamme-spyttende  uhyre (Vulkanen Teide?).

Den romerske general, Quintos Sertorius, hvis skib blev fejet fra Lusitania (Portugal) i en storm, taler i sit århundrede før Kristus om "nogle øer, højere end Mount Atlas, med et behageligt klima". Pluto kaldte øerne for "de heldige øer", et kælenavn som de stadig bærer, og har gødet udtrykket "Macaronesia" (De lykkelige øer), hvor der refereres til øgrupperne Azorerne, Canarias, Madeira og Cape Verde i Atlanterhavet.

Juba, Konge af Mauritanien i Nordafrika, og Romersk Vasal i dets århundrede før Kristus, udsendte en ekspedition for at udforske øerne, i henhold til artiklerne fra den berømte naturalist, Plinius.

Guancherne: Folket fra Tenerife
Guanche var det navn de indfødte på Tenerife gav sig selv. Guan Chenech betød "Mand fra Chenech", eller "Mand fra Tenerife". Som tiden gik, blev udtrykket Guanche identificeret med alle de indfødte på Canarie øerne.

De første mennesker, der boede på De Canariske Øer, er indhyllet i et mysterium. Guancherne havde ingen erindringer om at sejle på havet. Men på et eller andet tidspunkt, må de have krydset havet, hvis ikke man vil acceptere den teori, at de var efterkommere af overlevende fra det sunkne Atlantis; en romantisk, men næppe en videnskabelig holdbar formodning.

De nyeste undersøgelser tager for givet, at der en racemæssig lighed mellem Guancherne og Berberne, skønt der er tvivl om, hvornår Berberne kom til øerne. Berbere er ikke Arabere. De er højere og lysere, og deres fortid er for en stor dels vedkommende hyllet i et mysterium.

Kabylere har Berbisk blod i sig. Tuaregerne er Berbere, og de er for eksempel det eneste folk i verden, hvor det er mændene, der bærer slør, og ikke kvinderne - og derfra kommer navnet.

De medbragte hvede og byg. De kom fra Nordafrika, og stammede fra de samme som Berberne i Atlas Bjergene. Og alligevel, har denne enkle forklaring forårsaget, og forårsager stadig - at sande floder af blæk flyder i den polemiske debat, i hvilken arkæologi og etnografi bliver indblandet i politik.

Ifølge historierne fra de Europæiske erobrere, var Guancherne en "høj, smuk, hvid race, høj og muskuløs, og med ret mange blonde blandt sig". Deres store højde skal forstås i forhold til gennemsnitshøjden på Europæere på den tid.

Med hensyn til tilstedeværelsen af blonde, kan man selv i dag, efter mange hundrede års invasioner og indgifte, let finde en arv af blondt hår og blå øjne blandt dagens moderne Berbere I Afrikas Atlas Region. Der har selvfølgelig været dem, der, af politiske grunde, har prøvet at benægte, at Guancherne stammer fra Berberne, måske for at undgå muligheden af territorialt krav på øerne fra Marokko.

Men disse betragtninger er fuldstændigt ulogiske. Forfædrene til de nuværende Marrokanske og Algirske Berbere, som emigrerede til Canarie øerne, gjorde det adskillige århundreder før Kristi Fødsel, da hverken Marokko eller Algier, eller deres kulturer eksisterede.

Guancherne balsamerede deres døde efter samme metode, som anvendtes af Berberne, og som muligvis stammer helt tilbage til Egypterne. Moderne Kulstof 14 undersøgelser har vist, at de ældst fundne mumier, stammer fra omkring 200 år efter Kristus, og at der er antropologisk sammenlignelige træk med Berberne. Endvidere havde det nu uddøde Guanche sprog mange Berbiske ord i sig.

Det samme grundlag var gældende for alle øerne, men hver ø har udviklet sig i sit eget mikrokosmos til et punkt, hvor selv sproget er blevet forskelligt gennem en tydelig dialektik. Øerne blev afskåret fra hinden, da de indfødte ikke kendte til navigation. De fiskede kun i kysternes tidevands damme.

Dette er en af Guanchernes største gåder. Hvordan var det muligt for en race af mennesker at nå frem til disse små øers kyster ad søvejen, omkredset af havet med - på adskillige øer - enorme skove af høje træer til råmateriale, og alligevel ignorere havet, og leve som om de havde deres ryg vendt mod det?

Der er givet adskillige mulige svar på dette mysterium. Måske har folk på øerne været enkle hyrder, som er blevet transporteret til øerne af sejlende folk og så senere glemt og overladt til deres skæbne. Andre forklaringer kan findes i de usædvanligt vanskeligheder der er med at navigere i havene, der omgiver Canarie øerne, på grund af de kraftige strømme, der flyder mod vest, og Passatvindene, der blæser kraftigt hele året rundt.

Navnene på de forskellige øer og deres indbyggere
(for dem, der er kendte), er som følger:

Tenerife

Chenech, Chinech eller Achinech. Det synes sandsynligt, at de indfødte på La Palma, der så den sne-dækkede top af Teide i horisonten, kaldte den ø for Ten-er-efez, "Hvidt Bjerg"  (fra Ten, teno, dun, duna= bjerg, og er-efez= hvidt. Achenech var beboet af Guan Chenech - Mændene fra Chenech.

Guancherne boede i et typisk klassesamfund med 3, måske 4 forskellige rangklasser. Stammehøvdingen blev på Tenerife kaldt Menzey (oversat af erobrerne med Konge) og præsteskabet guanamer.
 
Fuerteventura
Maxorata, beboet af Majoreros eller Maxos.
 
Lanzarote
Tyteroygatra.
 
Gran Canaria
Canaria var beboet af Canarii eller Canarios. På Gran Canaria fandtes en slags dobbelt herredømme med en konge -  Guañarteme, hans vasaller - guavres, og en Ypperstepræst, en Fay can. Kvindelige profeter og orakel-sigere, ofte prinsesser, som også havde stor magt.

På Gran Canaria blev den øverste skaber kaldt Alcorc. Han var usynlig, men kunne materialisere sig i en klippe, i et træ, og der var altid noget af hans magiske kraft i solen.

La Palma
Benahoare, udtalt "Ben-Ajuar", som betød fra "Stammen Ahoare", en stamme fra det Afrikanske Atlas. Øen blev beboet af Auaritas.

La Gomera
Gomera, blev beboet af Gomeros.
 
El Hierro
Hero, blev beboet af Bimbaches. Ved siden af de fastboende på El Hierro, troede Guancherne på én mægtig gud, Skaberen.

GRAN CANARIA
Alle øerne tog deres navn fra denne, fordi Castilianerne begyndte at kalde dem "Øer fra Canarien", senere ændret til "Islas Canarias" - "De Canariske Øer".

Gran Canaria er den ene af øerne i den kanariske øgruppe, der består af i alt 13 øer, hvoraf kun de 7 er beboet. Med en overflade på 1.562 km² er Gran Canaria den tredjestørste ø i gruppen, kun overgået af Tenerife og Fuerteventura. Hele Spanien er inddelt i selvstyrende provinser, og De Kanariske Øer er inddelt i to. En østlig provins bestående af Gran Canaria, Lanzarote og Fuerteventura og en vestlig provins bestående af Tenerife, La Gomera, El Hierro og La Palma. Gran Canaria er hovedsæde for den østlige provins og Tenerife for den vestlige. (Småøerne omkring de store øer hedder: Alegranza, Graciosa, Montaña Clara, Roque del Este, Roque del Oeste og Isla de Lobos.) Øerne ligger lidt nord for Krebsens vendekreds nærmere betegnet mellem den 28° og 29° n.br., hvilket er på linie med det sydlige USA i vest og Egypten i øst. De Kanariske Øer har et samlet areal på 7273 km² .

Fra hovedlandet Spanien til Gran Canaria er der 1250 km. men der er fra Gran Canarias østkyst kun 210 km. over Atlanterhavet til det afrikanske kontinent. Det milde vejr, der gør betegnelsen "Det evige forårs øer" berigtiget, gælder dog hovedsageligt for de sydvendte kyster. På nordkysten regner det ofte, og på øens højeste punkt kan temperaturen ligge nær frysepunktet samtidigt med, at der er 25 graders varme på sydkysten en strækning på kun ca. 30 km.

Netop på grund af de store variationer i klimaet fra nord til syd er Gran Canaria ofte omtalt som et minikontinent. Løvfældende træer, kaktusser, tomater, papaya, pinje, kaffe og bananer trives fint på hvert sit område af øen.
I dag har øen ca. 790.000 indbyggere, som hovedsagligt er beskæftiget inden for turismen. Produktionen af tomater og bananer spiller dog stadig en vigtig rolle for øens økonomi.


Over de første mennesker, som boede på De Kanariske Øer hviler mysteriets slør. Guancherne, som de almindeligvis er blevet kaldt, havde ingen kendskab til søfart; men over havet må de på et eller andet tidspunkt være kommet, hvis vi da ikke vil godtage en teori om, at de var efterkommere af overlevende fra det sunkne Atlantis; et romantisk men næppe videnskabelig holdbart postulat. Arkæologiske undersøgelser har også vist, at guanchernes kultur på så godt som alle områder var fjernt fra den kultur, man skulle vente at finde hos et folk, som er vant til at færdes på havet.

De nyeste undersøgelser anser et racefællesskab mellem guancher og berbere for givet, skønt der er tvivl om, hvornår berberne kom til øerne. Berbere er ikke arabere. De er højere og lysere, og deres fortid er til en vis grad hyldet i mystik. Kabylerne har berberisk blod i sig; tuaregerne er berbere og er i øvrigt det eneste folk i verden, hvor mændene, ikke kvinderne, bærer slør - deraf navnet "de blå slørs mænd".

Guanchernes balsamering af de døde skete efter samme metode, som berberne praktiserede, og som måske går helt tilbage til ægypterne. Moderne Carbon-14 undersøgelser har givet for hånden, at de ældste fundne mumier stammer fra ca. 200 efter Kristi, og at der er antropologiske fælles træk med berberne. Desuden havde det nu uddøde guanchesprog mange berbiske ord i sig.

Da den europæiske middelaldercivilisation nåede Kanarierne var stenalderfolkets sprog forskelligt på de forskellige øer, men da det var af samme stamme, kunne befolkningen fra alle øerne hurtigt forstå hinanden, når de på spaniernes skibe førtes fra ø til ø. Men det ser ud, som om der var en vis forskel i udseende. På Tenerife beskrives beboerne af de tidlige forfattere som blonde, blåøjede og høje mennesker, mens Gran Canarierne var mere brune.

Der var ret store forskelle i guanchernes hverdagsliv fra ø til ø, men det er forkert at tro, at de udelukkende boede i huler. Underjordiske konstruktioner, som har været en del af boligerne, findes på Gran Canaria i nærheden af Telde og andre steder. Det nødtørftige indbo bestod af skamler eller stenblokke, der brugtes som stole. Af gedernes og på nogle øer af fårenes skind fremstilledes en række nødvendighedsgenstande, bl.a. sække til opbevaring af de 2 vigtigste ting i guanchernes liv; vand og gofio.

Våben i vor opfattelse af ordet forstod mændene ikke at fremstille. De kendte jo ikke til brugen af metal og var derfor henvist til at hugge deres våben til af sten og af obsidian eller forarbejde dyrenes ben til pilespidser m.m. Buer og pile lærte de først at kende, da fremmede invaderede deres øer. De anvendte tilhuggede stenkugler som kastevåben, og deres tabonas var en blanding af en lang pil eller en lille lanse med en od af flint, ben eller træ. De tungere lange spyd kaldtes for magados. Deres hyrdestave, añepa'erne, brugtes både som våben og som høvdinges værdighedstegn. De kunne minde om bispestave.

Guanchen var ingen ædel vild, der levede under paradisiske forhold. Hans kost var ganske vist sund og nærende, og fra mumierne ved man, at han nåede en langt højere gennemsnitsalder end f.eks. hans erobrere fra Spanien. Det ristede korn, gofio, som blev malet til mel i en stenkværn, spistes som grød eller bagtes til en slags brød. Guancherne spiste godt og rigeligt, hvilken plads de end indtog i samfundet. På El Hierro afholdtes såkaldte guatativoas - "ædegilder" ville vi vel kalde det - hvor det ikke var almindeligt, at en voksen mand satte et stegt gedekid og 20 kaniner til livs. Bagefter spiste han et fad gofiogrød med gedesmør og palmehonning til.

Guancherne levede i et udpræget klassesamfund med tre eller måske fire forskellige rangklasser. Stammehøvdingerne kaldtes på Tenerife for menceyerne ( oversat af conquistadorer til konger ), og præsteskabet guañamer; på Gran Canaria eksisterede en form for dobbelt suverænitet med en konge, guañarteme, hans vasaller, guayres og en ypperstepræst, en faycan. Kvindelige profeter og orakelmagersker, som ofte var prinsesser, havde ligeledes en stor magt.

Bortset fra beboerne på El Hierro troede guancherne på én almægtig gud, alskaberen, som på Gran Canaria hed Alcorac. Han var usynlig men kunne tage skikkelse i en klippe, i et træ, og der var altid noget af hans magt i magec, i solen. Nogle steder var der tale om et matriarkalsk styre; det var kvinderne, der regerede. Der er forfattere, som mener, at polyandri forekom på øerne, at fornemme kvinder ofte havde flere ægtemænd. På Gran Canaria og muligvis også på andre øer gjaldt for kongerne, at de havde jus primæ noctis; at herren over området havde seksuel førsteret til enhver jomfru, der ønskede at gifte sig. Og han kunne delegere denne ret, til hvem han ønskede.

Under adelen ( på Tenerife - achimencey ) stod bønderne ( achicaxna ) og tjenestefolkene ( cichiciquitzan ), som ikke regnedes for stort andet end slaver. Men der var endnu en kaste under dem, de paria'er som balsamerede de døde. På La Palma - øen tog et menneske, som følte døden nærme sig, afsked med sin slægt med ordene vako guare - "Jeg ønsker dødens komme". Hans nærmeste fulgte ham til en dødsgrotte, hvor hans leje blev gjort i stand, hvorefter en stor sten sattes for grottens åbning. En uges tid efter åbnedes grotten, og den dødes krop blev overgivet til balsameringsmanden.

På Gran Canaria var det faycanen, der ligesom den øvrige del af adelsklassen bar langt hår og skægvækst, som foretog indvielsen. Aspiranten, som havde fået lov til at lade sit hår vokse, således at det hang et godt stykke ned over skuldrene, trådte frem for sábor'en (rådsforsamlingen ), og faycanen lod med høj røst forespørge, om nogle af de tilstedeværende havde set denne unge mand liste sig ind imellem andres geder for at stjæle et dyr eller malke det, om nogen havde set ham være uhøvisk imod en højbåren kvinde ... hun var så respekteret, at det blev anset for en krænkelse at tale til hende eller nærme sig hende, når hun var alene. Hvis forsamlingen svarede benægtende, klippede faycanen håret af den unge væbner lige under ørene og gav ham en magado, en stridslanse. Med den skulle han i krigstid tjene sin herre og konge. Og dermed var han optaget i adelsstanden. Men kunne en eller anden bevise, at aspiranten havde henvendt sig til en kvinde af høj byrd, mens hun var alene eller malkede en ged, som ikke var hans, blev alt hans hår klippet af, og resten af sit liv måtte han leve som slave.

En lavkaste-kvinde kunne gøre karriere ved at gifte sig, for ved indgåelse af ægteskab fik hun den samfundsstilling hendes mand havde. Ægteskabsskikkene var meget forskellige fra ø til ø. På Lanzarote havde kvinderne ofte tre ægtemænd og fik rang efter den af mændene, som stod højest på rangstigen. Det kunne medføre visse vanskeligheder hos den fornemme ægtemand, for den af de tre, som havde nydt sine ægteskabelige rettigheder hos fælleshustruen en måned, havde næste måned pligt til at tjenestegøre som hendes tjener - også adelsmanden. I den tredje måned var han til gengæld overladt til sig selv. Og ingen kvinde kunne indgå ægteskab, medmindre hun havde været på fedekur. Når der var truffet aftale om et bryllup, og en slags trolovelse havde fundet sted, gik den unge pige en hel måned til sengs og lod sig opvarte med alle slags lækkerier i denne tid: gedefedt som var blandet op med honning, lammekød i fløde og dejlige gofio-kager med indbagte dadler, alt sammen i håb om at blive så fed og dermed så attråværdig som mulig. Det anslås at de nygifte Guanchekvinder vejede omkring 120 kg. Brudgommen havde ret til at forskyde sin tilkommende, hvis han alligevel efter fedekuren fandt hende for mager.

Almindeligvis var der forbud imod ægteskab imellem nærtbeslægtede, men høvdinge og højtstående præster kunne dog opnå dispensation på sábor'en og gifte sig med deres søstre, således som tilfældet var i oldtidens Ægypten. På Gomera tilbød guanchemændene deres hustruer til fornemme gæster - men de holdt nøje rede med, hvilke børn der fødtes som resultat af disse besøg.


Der var ofte krig mellem de forskellige små kongeriger ( eller høvdingeområder ) på De Kanariske Øer. Kun folket på El Hierro syntes at have levet en fredelig tilværelse fordi den styredes af en konge som elskede freden og hadede blodsudgydelse. På den næststørste ø i gruppen Fuerteventura, var der hele to kongeriger
Xandia mod syd og Maxorata mod nord som ustandselig lå i krig med hinanden, den ene part byggede således en mur tværs over øen. Også Gran Canaria havde to kongedømmer, der dog inden den spanske erobring samledes under en fælles konge.
Årsagerne til krig skyldtes ofte disput om jord eller kvæg, som havde forvildet sig ind på den anden stats område. Men slægtsfejder, der kunne udspringe af jalousi eller have så gamle rødder, at alle havde glemt den egentlige årsag, medførte nu og da kampe imellem høvdingedømmene. Krigene synes dog ikke at have krævet mange dødsofre. Ligesom ved kamp legene i fredstid indledes de ofte med tvekampe. To mænd fra hvert sit parti stillede sig op overfor hinanden med ca. 50 meters afstand, og hver bevæbnet med en snes runde sten, som de havde liggende på jorden foran sig indledte en af dem kampen ved at tage en sten op og kaste den efter sin modstander. For denne gjaldt det om enten at undgå at blive ramt eller at gribe stenen i farten og smide den tilbage igen imod modstanderen. Derpå rykkede modstanderne nærmere hinanden, og når de stod otte skridt fra hinanden, kom den egentlige prøve. Den som uden at flytte sin venstre fod, kunne undgå stenen eller gribe den og smide den tilbage, var sejrherre. Det hændte, at høvdingerne gjorde ende på krigen ved at råbe gama, gama, og hvis folket stemte i med dette råb, som betyder "nok, nok", satte man sig ned i al fredsommelighed og afgjorde retstvisten ved rådslagning.

En ting bør skrives med store bogstaver om guancherne; de kendte nok til pludselige overfald og guerillakrig, men de pinte aldrig en overvunden fjende. Tortur var dem ukendt, og da inkvisitionen holdt sit indtog på øerne forstod guancherne først ikke, at mennesker kunne optræde så usselt i religionens navn. For dem var gud et luftigt væsen - plateistisk ville religionshistorikerne vel kalde begrebet - et væsen som var alle vegne i naturen, og som nok blev nød til at udslette nu og da, men for hvem tortur var en vederstyggelighed.

De Kanariske Øer's urbefolkning, guancherne, havde en stor forkærlighed til en speciel type krævende brydekamp, hvor "fair play" står i højsædet. De kaldte den "La Lucha Canaria" og mødtes regelmæssigt til turneringer foran et begejstret publikum til folkefester, officielle sammenkomster og arrangementer. Også i dag kan man fra tid til anden se denne kanariske kampsport.

Øens centrale dele domineres af et stort og stærkt kuperet bjerglandskab, som er blevet skabt af tusindvis vulkanudbrud i løbet af  16 millioner år. Det sidste udbrud på øen var ved området Bandama for ca. 2000 år siden.

På nordsiden af øen, udsat for passatvindenes fugtighed, oplever man frodige kløfter, der står i stor kontrast til sydkystens buskstepper og halvørkener.

De vigtigste indtægtskilder på Gran Canaria har varieret i løbet af årene: Efter sukkerproduktionen fulgte vindyrkning, derefter kom naturfarvestof fra cochenillelusen, så tomat, kartoffel og banandyrkning. I øjeblikket er turismen vigtigst og derefter følger fiskeri som også bidrager med en stor del af øens indkomst for er der noget, der har gavnet den jævne mands levevilkår ikke bare på De Kanariske Øer men også i Spanien og dermed gjort ham sig selv bevidst, er det vel turismen, der er Spaniens vigtigste indtægtskilde. Og er der noget land i verden, hvor denne udvikling stort set ikke har skadet den enkelte borger, er det i Spanien og især på  De Kanariske Øer, hvor de fastboende - hvad end de er omgivet af tusinder af turister - stort set har bevaret deres oprindelighed, deres ærlighed og deres stolthed. Lige meget hvilken regering der findes i Spanien, er det kanariske folk og dets omgangstone langt mere demokratisk, end vi finder det hos os selv i Skandinavien.

 

Vigtige årstal i Gran Canarias historie:
 

2500 BC.: Tidligste tegn på mennesker på øerne.
Ca. 1100 BC.: Kartagere og fønikere opdager Kanarieøerne.
800 B.C.: De Kanariske Øer blev opdaget af grækeren Homer.
82 year BC.: Romerne sejlede med sikkerhed til de Kanariske Øer. Det var dem der gav dem navnet Kanariske Øer (Hundeøerne ) ellers kaldte de dem bare for de "lykkelige øer".
23-79 AC.: Plinius den ældre beskriver i sin "Encyclopedia Naturalis Historia" en gruppe øer. En af øerne kalder han "Canaria".
999: Nogle arabere kom til øerne og byggede en fredelig koloni.
11-1200: Arabiske søfolk kommer til øerne i ellevehundredtallet.
1334: Franske skibe besøger øerne.
1340: Spanske og portugisiske skibe foretager de første slavetogter til øerne.
1344: Pave Clemens VI udråbte den spanske adelsmand Luis de la Cerda til konge på de kanariske øer.
1382: Spaniere bosatte sig fredeligt på øen, men det kom til en strid med guancherne for de myrdede alle spanierne.
1394-1460: Prins Henrik, den portugisiske søfarer gennemfører flere ekspeditioner til Gran Canaria men uden held.
1478: En af dronning Isabella af Spaniens officerer Juan Rejón, går i land på nordkysten af Gran Canaria den 24. juni med over seks hundrede mand bevæbnet med skydevåben. Ved denne landgang blev byen Las Palmas grundlagt. De mødte stærk modstand af øens beboere. ( Læs lidt historie her )
1479: Alcácovas-aftalen bestemte, at Spanien har ret til De kanariske Øer og derefter sendte de Juan Rejón, Pedro de Vera og Alonzo de Lugo for at erobre dem. Guancherne der var blevet tilbage ville ikke ende som slaver, eller 2.klasses mennesker så de skyndte sig at arrangere en del giftermål mellem deres unge piger og de spanske soldater. Ved dette fik guancherne fransk blod i deres årer.
1483: Efter lange hårde kampe besejrede Juan Rejón øens guanartemer ( konger ) Thenesor Semidan i Gáldar og Doramas i Telde der regerede over de to riger på Gran Canaria.
1492: Christopher Columbus stopper på Gran Canaria og La Gomera på vej til Amerika. ( Columbus )
1493: Spanierne besejrer den kanariske modstand.
1522: Franskmanden Jean Fleury angriber Las Palmas han bliver dog slået tilbage.
1537: Spaniens konge forbyder slaveri.
1599: Her lykkedes det hollænderen van der Does at indtage Las Palmas som han brandbeskattede.
1657: England forsøger forgæves at overtage øerne.
1670: Hollænderne mislykkes i et forsøg på at erobre øen.
1796: England angreb under ledelse af Lord Horace Nelson øen Tenerife. Ved dette berømte slag mistede han sin højre arm, Spanien og Frankrig slog sig sammen for at hindre englænderne i at erobre øerne.
1799: Den tyske geograf og naturforsker Alexander von Humboldt går i land på øen på sin rejse til Sydamerika.
1820: Las Palmas bliver Gran Canarias officielle hovedstad.
1852: Dronning Isabel II giver Kanarieøerne status som frihandelsområde - de nyder indenfor EU også i dag godt af specielle handelsordninger.
1888: Damppostbåde sejler mellem øerne.
1906: Alfonso XII er den første spanske monark som besøger Gran Canaria.
1912: Selvstyre indføres (Cabildos Insulares).
1927: Kanarieøerne inddeles i to provinser: Las Palmas de Gran Canaria og Santa Cruz de Tenerife.
1930-31: Flyvepladsen bygges
1935: Franco bliver udnævnt til generalstabschef, men da en folkefrontregering overtager magten i Spanien bliver han sendt bort fra landet og gjort til guvernør på Kanarieøerne. Her bliver forberedelserne til den spanske borgerkrig ( 1936-39 ) gjort.
1945: Den civile luftfart øger stærkt og turisternes penge er med til at ligge grundlaget for den økonomiske udvikling på øerne.
1950-1970: Startede turismen på øerne. Turismen er i dag det største erhverv på øen.
1975: General Franco dør den 20. november, dagen efter udråbes Juan Carlos til konge af Spanien og et nyt kapitel begynder i Spaniens historie som udvikler sig til et moderne demokrati.
1982: Kanarieøerne får hjemmestyre kontrolleret fra Madrid.
1986: Spanien kommer ind i EU. De kanariske øer får særstatus
1993: Indvielse af den nye lufthavn
1997: Ny besøgsrekord på Kanarieøerne med 8 millioner turister om året.
2000: Kanarieøerne modtager omkring 12 millioner turister - 2 millioner af disse kommer fra Spaniens fastland.
2002: 1. Januar indføres Euroen som betalingsmiddel.
   
World Statesmen http://www.worldstatesmen.org
Christopher Columbus http://history-world.org
   
 

Bedste valg før, på og efter rejsen  -  Canario.dk  -  Vi prøver hele tiden på at finde de bedste tilbud på nettet, så du er sikker på en god kvalitet til en fair pris.

Home Copyright © 2003-2015  canario.dk  -  All rights reserved  -  Terms & conditions   -  Webdesign Til toppen